Galgebakkebarn #9 - Købmanden A3

Begrænset oplag: 150
Eksklusiv ramme

Nøj, hvor har jeg stået mange gange foran kassen i Galgebakkens købmand for at blande slik. Jeg blandede tit slik med min lillebror. I weekenden. Så sendte min far os afsted. For at købe morgenbrød og aflevere tomme flasker, som blev noteret med et streg-system, og som vi bagefter fik lov at snolde slik for.

Det var dengang, man kunne blande slik for 25 ører. Dengang vi var nødt til at læne os henover disken, og forklare Kate, hvad vi ønskede, indtil vi selv var store nok til at læse navnet på slikbøtterne.

Der opstod ofte kø, når vi blandede slik. Og måske var det derfor, der pludselig kom slikposer, der var blandet på forhånd. Men det var altså bare meget federe at blande selv. For med de på forhånd blandede slikposer, risikerede jeg jo at få noget, jeg ikke kunne lide. Som stærke lakridser for eksempel. Og det gad jeg altså ikke spilde mine penge på.

Men hvad var der så?
Der var lyserøde 50 øres tyggegummier medBeverly Hills klistermærker i. De tyggegummier der kun smagte godt i få sekunder for derefter at give én kæbe ømhed resten af dagen. Der var også Haribos salmiakpastiller i små 1 kroners
poser, som vi satte på hænderne i stjerneformede mønstre. Der var det gode bobletyggegummi, der hed Jenka og Shake. Der var Mini-Muh til en 2 krone, og der var skildpadder i Kinderæggene. Der var Push Pop, og ægte lakridsrødder man kunne tygge på til de trevlede. Og der var Isbjørn, Astronauter og store fede Magnum’er på halvmuren til lyden af springvandet.

Min lillebror valgte altid den nyeste is. Jo mere farverig desto bedre. En dag valgte han en Batman-is til mig. Det skulle han ikke have gjort. For jeg blev åbenbart så sur, at han ikke har glemt det siden. Jeg afskyr stadig lakrids is. Hvem æder seriøst den slags?