Galgebakkebarn #8 - Stenen A3

Begrænset oplag: 75 
Eksklusiv ramme.

Det var her på den store sten, at vi sad og kiggede ud over kælkebakken og gederne. Her, hvor vi med livet halvt som indsats, gik ind i folden for at fodre gederne med gulerodsskræller i en pose, som vores forældre havde givet os med hjemmefra. Her, hvor vi kunne være heldig at få lov til at kæle med et sødt gedekid men ligeså uheldigt at få en galoperende vred gedemor i hælene. Så vi lærte, af erfaring, at fodre gennem sprækkerne i hegnet - i sikkerhed.

Det var ikke let at kravle op på stenen. Derfor brugte Natascha og jeg mange timer på at lede efter grønne mælkekasser, som vi stablede ovenpå hinanden for at kunne kravle op.  Vi startede altid i Bakkens Glæde, for det var dér, der oftest var mælkekasse-jackpot efter lukketid. 

Og sådan gjorde vi - samlede og stablede mælkekasser, indtil vi blev ældre, hvor vi kunne hjælpe hinanden op med en hestesko og med mudrede hænder som sidegevinst. Lige indtil vi var høje nok til selv at kunne placere vores fod i det lille indhak, der var til højre i stenen. Hvis man altså havde øjnene mod Lysten/Fryden og ryggen mod Mark og Skrænt.

Som teenagere sad vi der ind i mellem også. Med udsigt over gederne og Herstedvester. I aftensolens sidste stråler. Til hemmelighedsudvekslinger og snakke om, hvem vi lige nu gik rundt og var forelsket i. Eller hvem andre vi kendte, var forelsket i.