Galgebakkebarn #6 - Førstesalen A4

Begrænset oplag: 50
Eksklusiv ramme.

Det var på førstesalen, jeg havde værelse i mine teenageår. I værelset med stenmursfacaden. I enderækkehuset i Torv 3. Lige ud til legepladsen og skråt overfor beboerudlåns-Henrik.
Ved siden af mit værelse var den åbne repos, som min far senere byggede om til et værelse til min lillebror, og som fik tegnet Lucky Luke og Dalton brødrene på hele den ene væg af min fars skolekammerat, Stig.

Jeg havde Will Smith plakater på væggene. Med elefantsnot bagpå. Som efterlod mærker på væggene og som skulle ridses i engang imellem med neglene, for at de ikke faldt ned midt om natten og gav chok for livet. Jeg så Rap fyr i L.A, og kunne det meste af intromelodien. Den tror jeg faktisk stadig, jeg kan.

Jeg havde orange vægge. Med tre blå spots der hang på, hvad der minder om togskinner i loftet. Mange havde lava-lamper. Det havde jeg ikke. Til gengæld fik jeg en UFO lampe i julegave engang af min kusine Katrine og et lilla lysstofrør af min fætter Simon. Når jeg tændte det, blev alle hvide ting selvlysende og det var eddermame en gimmick, der ville noget. 

Om aftenen brugte jeg det store vindue på mit værelse som udkigspost. Når jeg stod på tæer på den lille radiator under vinduet, kunne jeg nemlig se de røde “City 2” bogstaver. Det var altså sejt. Som om jeg havde vundet lotteriet i Galgebakkens bedste udsigt. Allermest fungerede vinduet dog som et udmærket spejl om aftenen. Stort nok til at få næsten hele kroppen med, så jeg både kunne se mine hjemmelavede dansekoreografier imens jeg mimede til “All that she wants” med Ace og Base på én af de der opsamlingscd’ere med 90’er hits. Og sådan fortsatte det aften efter aften - med spirende scenedrømme i min lille mave.

Der var noget rart og trygt ved at åbne døren fra mit værelse ud til reposen med det store vinduesparti. Derfra kunne jeg høre mine forældre snakke og se tv nedenunder i stuen. Smuglytte. Hvis det knirkende gulv altså ikke afslørede mig. Og så kunne jeg også ret så godt lide at sætte mig på trappen og tegne. Med benene dinglende i mellemrummene. 

Skæbnen ville i øvrigt, at jeg skulle møde Will Smith i starten af mine 20’ere. Men dét er en helt anden historie.