Galgebakkebarn #3 - Strædemellemgangene A4

Begrænset oplag: 50
Eksklusiv ramme. 

Det var her, strædetrillebøren stod. Op ad muren. Med store bogstaver skrevet på siden, så alle kunne se, hvilket stræde, trillebøren hørte til. Det var også her man kunne vælte halvt over strædets halvslidte fælles havemøbler. Som altid stod lidt i vejen, når man kom løbende gennem strædet. De møbler ingen rigtig brugte, men som heller aldrig kom på genbrugspladsen.

Strædemellemgangene - det var den hurtige vej mellem stræderne. Smutvejen der, lige så god den var at tage om dagen, var lige så uhyggelig på en mørk aften på vej hjem fra en veninde. Det var et dagligt dilemma, om man skulle tage den hurtigste vej hjem gennem de mørke strædemellemgange? Eller omvejen på de oplyste asfalterede stier?

Nogle stræder havde asfalterede mellemgange. Andre stræder, som i Torv 3, hvor jeg boede, var der trin. Jeg kan huske trinene. Fire-fem absurde, lange trin, der absolut ikke passede til mine små ben, og som jeg stadig ikke tror, gør det. Der var for stor afstand mellem trinene, til at jeg kunne placere ét skridt på hvert trin. To skridt var for meget. 

Den botaniske smutvejsflora i strædemellemgangene bestod af stokroser og ukrudt. Græsset i siderne, op mod ydermurene, var knæhøjt. Også i sprækkerne mellem trinene. Så det kildede og kløede på benene på en og samme tid, når vi løb op og ned ad strædemellemgangene.  

På grund af trinnene duede det ikke at cykle eller køre på legescootere her. Men engang i mellem gik Natascha og jeg derned for at lede efter blomster, som vi naivt troede, at vi kunne lave rigtig parfume af. Eller for at plukke mælkebøtter til gederne ved Grønningen.