Galgebakkebarn #13 - Cykel Mogens A3

Begrænset oplag: 75
Eksklusiv ramme.

Jeg kom nærmest aldrig hos Cykel-Mogens, for jeg var heldig at have en far, der altid kunne fikse min cykel. Men jeg kunne godt lide, at Cykel Mogens var der alligevel. For der havde han altid ligget.

Lige ved siden af Cykel-Mogens lå en lille bakke. Drejede man til højre ned ad den, kom man ned til Skrænt. Fortsatte man, kom man til Hyldespjældet og Birkelundsskolen, hvor jeg gik. Selvom bakken ikke var særlig lang, føltes den stejl som barn, og Natascha og jeg frygtede den på isglatte dage på vej til skole. Der kunne vi godt tage os en tur på røven.

I mine teenageår var det også ved synet af Cykel-Mogens, og bakken, at jeg vidste, at jeg snart var hos Simon. Simon, som blev min første forelskelse, og som boede i Skrænt med sin mor Anette og storesøster Mathilde. 

Jeg var forelsket i Simon, længe inden vi blev kærester. Jeg fyldte tykke dagbøger med store følelser og hans navn indkapslet i hjerter. Lige indtil en oktoberaften efter klublukketid, hvor han endelig kyssede mig. Det glemmer jeg aldrig. Jeg glemmer heller aldrig lyden af min fars stemme råbe: “Sandra Vester, så kan du godt komme hjem” få minutter efter. Jeg vidste, at når min far kaldte mig ved efternavn, så var det fordi han var sur. Egentlig var han nok mest bekymret. For en time efter klubben var lukket, var jeg stadig ikke hjemme, og med 30 meter hjem var han blevet nervøs og gået ud for at lede efter mig. Det var sygt pinligt, kan jeg huske. Men kysset - det rakte langt ud over det akavede øjeblik, og heldigvis afskrækkede det ikke Simon nok til ikke ville være kærester.