Galgebakkebarn #11 - Plankeværket A3

Begrænset oplag: 150
Eksklusiv ramme

Som barn elskede jeg at gå på opdagelse i baghaverne. For de var altid meget forskellige. Nogle var fyldt med smukke blomster, andre bestod nærmest kun af ukrudt. Nogle haver var velmøbleret, andre var propfyldt med alverdens lort. Nogle haver var helt åbne, nogle var der hæk omkring, og så var der nogle med plankeværk.

Vi havde hæk i mange år. Men en dag byggede min far et plankeværk. Med en todelt låge så vi kunne åbne op på halv og følge med i, hvad der foregik udenfor haven. Og lige så vigtigt, så Natascha kunne nå op og kigge ind og se, om jeg var hjemme.

Selvom formålet med baghaverne var semi-åbne haver, gav et plankeværk mine forældre lidt mere privatliv, som de ønskede, og sådan gjorde folk jo. Tilpassede boligerne, så de passede lige præcis til dem. Folk byggede finurlige ting, og malede facaderne i farver man nok ville få tics af i dag. Jeg husker stadig den dag min mor malede vores facader turkise. Malingen hentede hun kvit og frit hos Udlåns Henrik, og hvis ikke samme dag, så blot nogle få dage senere, var Natascha's hus også turkis. Resterne fik rutschebanen på legepladsen ude foran strædet, og når jeg bremsede med mine sorte laksko langs siderne på rutschebanen, satte de turkise striber.

Plankeværk eller ej - turkise facader eller ej - orden eller ej - jeg elskede diversiteten i haverne. I dag forstår jeg, hvordan det afspejlede Galgebakkens mangfoldige beboelseskultur. Men dengang var det bare virkelig sjovt at se, hvor forskelligt folk
holdt deres have. Altså måske lige foruden dengang Natascha og jeg gik forbi Troels, for at spørge om han kunne lege, og vi så hans far og mor sidde splitterragende nøgne i baghaven. Det var alligevel lidt for mærkeligt, og vi skyndte os videre. Men der var plads til alle, og at opleve den mangfoldighed som barn, tror jeg alligevel, har været en sund del af min opvækst i Galgebakken.

Bonusinfo: Se trykket i Ternet Ninja 3!